Benzema: Konkurrence skræmmer mig ikke
Illustration
La Liga

Benzema: Konkurrence skræmmer mig ikke

Karim Benzema er klar til at tage kampen op, hvad enten det gælder nye angribere i Real Madrid eller kampen mod Olivier Giroud på det franske VM-hold.

Karim Benzema har været fast mand i Real Madrid i den forgangne sæson, hvor den franske angriber blev noteret for 17 scoringer i Primera Division. Men pladsen i front kan komme i fare til den nye sæson, hvor specielt Luis Suarez har været rygtet til den spanske hovedstad. 

Men konkurrencen fra Suarez eller andre kommende Real Madrid-spillere skræmmer ikke den stærke angriber.

- Der er altid en masse støj, og rygter holder mig bestemt ikke vågen om natten. Konkurrence har aldrig været et problem for mig. Det får mig bare til at hæve mit niveau, siger Benzeman til Telefoot.

Det er dog ikke kun i Real Madrid, at Benzema er i hård kamp om pladserne. Således også på det franske landshold, hvor Arsenals Olivier Giroud har spillet de seneste par kampe og gjort det godt.

- Det er ikke en kamp mellem Giroud og mig. I den tid jeg har spillet fodbold, har jeg aldrig deltaget i de debatter. Det samme gjorde sig gældende med Higuain i Real Madrid. Det vigtigste er at nå så langt som muligt. Jeg bliver klar til VM. Jeg er tilbage i træning og er kommet mig over mine små problemer, lyder det fra Benzema.

Frankrig spiller den første kamp ved VM-slutrunden den. 15 mod Honduras.