Video : Tipsbladet
La Liga

Braithwaites lejeaftale løber ud: Jeg har været meget glad for Leganes

Den danske landshdoldsspiller har i dette foråret været udlejet til Leganes med succes. Mål og godt spil har danskeren stået for, men det trækker ikke for alvor op til et længere samarbejde mellem parterne.

Sæsonen i Spanien er forbi, og derfor er der nu kun et par landskampe at gøre godt med for spillere som Simon Kjær og Martin Braithwaite, der begge vurderes at være med på det danske landshold, Åge Hareide udtager senere onsdag.

For Leganes-danskeren Martin Braithwaite bliver det tilmed en sommer med fornyet usikkerhed om fremtiden - danskerens lejeaftale med den spanske klub løber ud til sommer, og så vender han altså tilbage til Middlesbrough fra the Championship, hvor han er på kontrakt.

Det er dog ikke ventet, at han skal fortsætte i "Boro", men hvor fremtiden så er, ved Martin Braithwaite ikke på nuværende tidspunkt.

- Ting går hurtigt i fodbold - ligaerne slutter nu, og så er der kampe med landsholdet, vi må tænke på. Derefter... Jeg ved det ikke. Jeg har virkelig nydt tiden her i Spanien og Leganes. Som barn ønskede jeg at spille i Spanien, og jeg er glad for, at mine seks måneder her gik godt, men det er kun starten for mig. Jeg kom midt i en sæson, boede på hotel og skulle lære et nyt sprog. Jeg har kun vist en del af det, jeg kan. Der er meget mere forude, siger danskeren i et stort interview med Marca.

Braithwaite udelukker ikke, at han kan fortsætte i Leganes. Det ser dog svært ud, da det nok er tvivlsomt, om klubben har de nødvendige midler til at købe ham fri af Middlesbrough.

- I fodbold er alt muligt - det har jeg selv oplevet - så vi må se. Jeg har været meget glad for at være i Leganes, og min familie har været tilfreds med at være her i Spanien, siger danskeren.

Den tidligere Esbjerg-spiller, der også har en fortid i Toulouse og Bordeaux, har kontrakt med engelske Middlesbrough frem til sommeren 2021.