Video : Tipsbladet
La Liga

Xavi bliver ny træner i FC Barcelona

FC Barcelona har en ny cheftræner på plads.

FC Barcelona har efter alt at dømme fundet deres nye cheftræner, og det bliver klublegenden Xavi.

Det bekræfter spanierens nu tidligere klub, Al-Sadd. FC Barcelona har ikke selv meldt noget ud om trænerhyringen endnu. 

- Al-Sadd-ledelsen er blevet enige om Xavis skfite til Barcelona, efter at frikøbsklausulen, der var fastsat i kontrakten, er blevet betalt. Vi er blevet enige om et samarbejde med Barcelona i fremtiden. Xavi er en vigtig del af Al-Sadds historie, og vi ønsker ham succes. 

- Xavi informerede os for et par dage siden om sit ønske om at tage til Barcelona på dette særlige tidspunkt, på grund af den kritiske fase, hans hjemklub gennemgår, og vi forstår dette og besluttede ikke at stå i vejen for ham, siger Turki Al-Ali, direktør i Al-Sadd, via klubbens Twitter.

FC Barcelona har ifølge klubben betalt den frikøbsklausul, Xavi havde i sin kontrakt med den qatarske klub. Ifølge spanske medier var den på 37 millioner kroner.

Tidligere på dagen kunne avisen Sport også melde, at Xavi vil blive præsenteret som ny træner i FC Barcelona i dag, fredag. 

41-årige Xavi har været cheftræner i Al-Sadd i to år.