Video : Tipsbladet
La Liga

Brev fra Ronaldo: Det er tid til et nyt kapitel

Det er endelig sket. Cristiano Ronaldo bytter Real Madrid ud med Juventus. Verdensstjernen takker for tiden i storklubben med et brev.

Tirsdag blev det endelig officielt, at portugisiske Cristiano Ronaldo fremover skal tørne ud for Juventus i Serie A.

Og netop som det er sket, har Real Madrid offentliggjort et brev, som den 33-årige offensivprofil selv har skrevet. Heri står der blandt andet:

- Disse år i Real Madrid har muligvis været de lykkeligste i mit liv. Jeg har kun taknemmelighed tilovers for klubben, byen og fansene. Jeg kan kun takke dem med kærlighed.

- Men jeg tror, at tiden er kommet til et nyt kapitel i mit liv, og derfor har jeg bedt klubben om at acceptere transferen. Det er sådan, jeg har det, og jeg beder alle - særligt vores fans - om at forstå mig, fortsætter han.

Afslutningsvis slutter han selvfølgelig af med manér:

- Mange tak og selvfølgelig - som jeg sagde første gang på vores stadion for ni år siden - Hala Madrid!