Video : Tipsbladet
La Liga

Courtois jubler over Hazard-tilgang: Han kommer til at gøre forskellen

Thibaut Courtois er slet ikke i tvivl om, at Eden Hazard kan komme til at gøre en afgørende forskel for Real Madrid.

Allerede på nuværende tidspunkt har Real Madrid oprustet ganske markant frem mod næste sæson i form af Eder Militao, Luka Jovic og ikke mindst Eden Hazard.

Der er ingen tvivl om, at sidstnævnte er det suverænt største navn af de tre nyankomne spillere, og det er også ham, der ifølge Thibaut Courtois kan komme til at gøre en stor forskel i de kommende år for Real Madrid.

- For Madrid er det fantastisk. Jeg tror, han kommer til at gøre forskellen, og jeg håber, han kan vinde mange titler næste sæson, sagde den belgiske landsholdsmålmand efter sejren mod Kasakhstan lørdag ifølge Goal.

Thiabut Courtois og Eden Hazard kender hinanden rigtig godt fra det belgiske landshold og deres fælles fortid i Chelsea, og det glæder derfor også målmanden at få landsmanden som holdkammerat igen.

- Hvis han kan snakke lidt spansk, er det kun endnu bedre. Det er rigtig fedt, at vi kommer til at spille sammen. Han er min ven. Jeg kommer godt ud af det med ham og hans familie.