De var tæt på at hente Ødegaard for fire år siden
Foto: Tor Erik Schroeder
La Liga

De var tæt på at hente Ødegaard for fire år siden

Roma afslører nu, at de havde snøren kraftigt ude efter det norske stortalent Martin Ødegaard, der for nyligt skiftede til Real Madrid.

Det er en kendsgerning, at blot 16-årige Martin Ødegaard fra Norge skiftede fra Strømsgodset til Real Madrid, men det kunne meget vel have været en helt anden klub - og for lang tid siden, da nordmanden var 12 år.

Det fortæller Romas sportsdirektør Walter Sabbatini til den italienske sportsavis Gazzetta dello Sport.

- I løbet af mit første år i Roma blev vi opmærksomme på Ødegaard, siger Sabbatini.

Det ærgrer i dag Sabbatini, at det ikke lykkedes at hente midtbanespilleren.

- Jeg lavede en stor fejl. Det var delvist min egen skyld, men miljøet i klubben og træneren spillede også ind. Vi var meget tæt på Ødegaard lang tid før han tog til Real Madrid, men til slut skete det altså ikke, siger Roma-bossen.

Serie A-klubben forsøgte desuden igen dette efterår.

Inden skiftet til Real Madrid var Ødegaard rundt hos mange forskellige klubber for at se nærmere på forholdene og deltage i deres træninger. Det gjorde han ved blandt andet Bayern München, men det blev altså Champions League-mestrene, der fik nordmandens underskrift.