636.
Så mange dage skulle der gå mellem Santi Cazorlas seneste to optrædener på en fodboldbane.
Den spanske midtbanespiller spillede senest en officiel kamp for Arsenal i oktober 2016 og har siden døjet med en alvorlig fodskade, der kunne have kostet karrieren. Tirsdag aften var han dog tilbage på banen for Villarreal, om end det var i en træningskamp.
Efter 67 minutter af Villarreals træningskamp mod Hercules blev Cazorla nemlig skiftet til stor glæde for den gule ubåds tilhængere.
33-årige Cazorlas aftale med Arsenal udløb denne sommer, hvorfor den vævre spanier er taget til hjemlandet, hvor han har fået lov til at træne med i Villarreal.