Real Madrid sendte i sommer forsvarsspilleren Jesus Vallejo til Wolverhampton på en lejeaftale for hele 2019/20-sæsonen, men efter et halvt år er den aftale nu blevet annulleret.
Den unge forsvarsspiller nåede blot fem kampe i Wolverhampton i efteråret, og der var ikke udsigt til mere spilletid i foråret, hvorfor Real Madrid nu har hentet Jesus Vallejo tilbage for at udleje ham på ny.
Denne gang bliver Jesus Vallejo imidlertid i Spanien, hvor han i resten af sæsonen skal tørne ud for Granada. Det meddeler Real Madrid på sin hjemmeside.
Granada har været en af sæsonens overraskelser i La Liga, efter at de rykkede op i sommer. I starten af sæsonen var de en del af toppen i rækken, og de er fortsat på en flot tiendeplads i La Liga-tabellen.
Jesus Vallejo, 23 år, har spillet 19 kampe for Real Madrids førstehold, og han har tidligere været udlejet til Eintracht Frankfurt.