Video : Tipsbladet
La Liga

Ernesto Valverde: Jeg tænker ikke over min fremtid

Barcelona-træner Ernesto Valverde bruger ikke tid på at tænke over sin fremtid. Han har fuldt fokus på lørdagens pokalfinale.

Barcelona genvandt i denne sæson det spanske mesterskab, men sæsonen er blevet overskygget af et meget skuffende exit fra Champions League til Liverpool. Dermed er det andet i år i træk, at Barcelona røg ud af turneringen, efter at have haft et tremåls forspring fra det første opgør. 

Liverpool-resultatet har fået mange til at stille spørgsmålstegn ved, om Ernesto Valverde er den rette mand i spidsen for Barcelona. Det spekulerer hovedpersonen dog ikke over. Han tænker kun på lørdagens pokalfinale mod Valencia. 

- Jeg tænker ikke særlig meget på min fremtid. Det eneste, jeg bekymrer mig om lige nu, er at vinde over Valencia. Hver dag er en ny kamp. Hvis man kigger rundt på trænerne i La Liga, så har vi alle op- og nedture. Bare se, hvad der skete med Marcelino i Valencia, som vendte det hele rundt, sagde Ernesto Valverde på pressemødet inden kampen ifølge GOAL. 

Visse medier har meldt, at det er Lionel Messi, der holder hånden over Valverde i Barcelona. De spekulationer vil Valverde dog ikke spille med på. 

- Jeg ved ikke noget om, at Lionel Messi skulle forsvare mig. Vi er alle klar over, at når man bliver elimineret fra Champions League, som vi gjorde, så skal alle tage ansvar. Både spillerne og træneren, siger Valverde.

Der er kampstart i Copa del Rey-finalen mellem Barcelona og Valencia lørdag aften klokken 21.00.