Video : Tipsbladet
La Liga

Hovedrengøring på vej i Real Madrid: Seks spillere er på vej ud

Det er gået skævt i den spanske liga i denne sæson for Real Madrid, som nu kun har Champions League at hænge deres hat på.

Hos de seneste tre års vindere af Champions League, Real Madrid, ser det ud til, at den kommende sommer kan blive lidt af en hovedrengøring i klubben i spillertruppen. Seks spillere kan med ganske stor sandsynlighed være et andet sted.

Det skriver den spanske sportsavis AS. Her drejer det sig om Isco, Gareth Bale, Marcelo, Jesus Vallejo, Mariano Diaz og Brahim Diaz, som ser ud til at være på vej væk på den ene eller den anden måde. 

For Iscos vedkommende har det tydeligvis ikke været ham, der har været den nye cheftræner Solaris yndlingsspiller, og hvis det fortsætter med Solari som cheftræner i klubben, så kan man godt regne med, at Isco søger nye veje.

Det er anderledes for Gareth Bale, som i længere tid har været udsat for dårlig behandling af klubbens fans, ligesom han heller ikke lader til at være specielt godt integreret i klubben og leveret dårlige præstationer.

Inden denne sæson havde man ikke regnet med, at Marcelo ville ende med at sidde udenfor. Han lignede mere en spiller, som nok ville slutte sin karriere af i klubben, men de seneste ture på bænken har tilsyneladende ændret hans egen opfattelse af fremtiden i klubben.

Endelig er der Vallejo, Mariano og Brahim Diaz, hvor det kan blive til et salg af Mariano Diaz, mens de to andre nok kan se frem til en udlejning.