La Liga

HSV-profil skifter til Sevilla

Hamburger SV mister en af klubbens profiler. Midtbanespilleren Piotr Trochowski fortsætter karrieren i spanske Sevilla.

Når Frank Arnesen til sommer tiltræder som sportschef i tyske Hamburger SV, står der en hård opgave foran danskeren. HSV skal tilbage op i toppen af tysk og europæisk fodbold, og der skal derfor stables et slagkraftigt hold på benene. Dét hold bliver dog uden en af de nuværende profiler i den nordtyske klub. Til sommer er midtbanespilleren Piotr Trochowski fortid i klubben.

27-årige Trochowski har genem flere år været en nøglefigur på Hamburg-holdet, men i denne sæson har han mistet sin plads på holdet. Det er derfor ikke overraskende, at han vælger at forlade klubben, når hans kontrakt udløber ved udgangen af juni.

I stedet skal Piotr Trochowski, der har spillet knap 40 landskampe for Tyskland, spille i den spanske liga, hvor han skriver under på en fire-årig kontrakt med Sevilla. Det fortæller Trochowskis agent, Roman Grill, ifølge AP.

Piotr Trochowski, der kan spille på kanten og på den offensive midtbane, har spillet i Hamburg siden han i 2005 kom til klubben fra Bayern München.