Video : Tipsbladet
La Liga

Jubelscene kan koste Real Madrid-stjerne lang karantæne

Gareth Bale risikerer op til 12 spilledages karantæne efter jubelscene mod Atletico Madrid.

Real Madrid slog i sidste weekend bysbørnene fra Atletico Madrid med 1-3. Den udskældte waliser Gareth Bale afgjorde opgøret mod slutningen, men i forbindelse med scoringen udførte han en provokerende jubelscene mod hjemmeholdets fans, som kan koste karantæne.

I hvert fald har LaLiga ifølge Reuters bedt det spanske fodboldforbunds konkurrencekomite om at se situationen efter i sømmene. De mener, at Bale bevidst provokerede fansene med en gestus, som kan opfattes ”vulgær og respektløs”.

Bale slog den ene arm mod den anden i stil med at vise langfingeren uden dog at gøre det, men det bliver tolket på samme måde.

Konkurrencekomiteen skal nu tage stilling til, om Gareth Bale bevidst prøvede at provokere Atletico-fansene til en aggressiv reaktion. Hvis de vurderer, at det var tilfældet, kan det resultere i 4 til 12 spilledages karantæne.

Vurderer konkurrencekomiteen, at gestussen ville provokere, men at den ikke havde til hensigt at fremprovokere aggressiv adfærd, så kan det koste mellem en og tre kampe i skyggen.