Video : Tipsbladet
La Liga

Juventus bør frygte et Neymar-salg til PSG

Paolo Dybala vil være højt på ønskelisten i Barcelona, hvis de spanske pokalvindere skulle sælge Neymar til PSG, lyder det fra de italienske medier.

Rygterne om et Neymar-skifte til den stenrige, franske klub Paris Saint Germain har taget til på det sidste, og hvis der skulle være noget i meldingerne, så er det et skifte, som Juventus' ledelse må være træt af.

Det forklarer det italienske sportsmedie Mediaset Italia.

De peger nemlig på, at Paolo Dybala i så fald bliver en spiller, som Barcelona vil gå efter. Særligt fordi en vis Lionel Messi vil anbefale den catalanske klubs indkøbere, at de nok bør overveje den argentinske landsmand, lyder det fra sportsavisen La Gazzetta dello Sport, som følger op om historien om Barca-interessen.

Selvom historien er propfyldt med "hvis'er", så bør det dog også høre med til historien, at Dybala nok ikke er den eneste, som Barca vil gå efter, hvis de skulle miste N'et i deres MSN-angreb.

I dette transfervindue har Juventus allerede sagt farvel til Leonardo Bonucci, som overraskede mange med et skifte til Milan.