La Liga-kampe i USA bliver droppet
Foto: Getty Images
La Liga

La Liga-kampe i USA bliver droppet

Planerne om at afvikle La Liga-opgør i USA er blevet skrottet for nu, fordi Barcelona har trukket opbakningen.

Fra starten af sæsonen annoncerede La Liga, at der fra januar skulle flyttes kampe til USA. Den beslutning skabte stor ballade blandt især spillerne. Den første kamp skulle efter planen være Girona mod Barcelona, men det sker ikke, eftersom Barcelona ikke længere vil være med.

- Fra start har deltagelse i kampene været frivilligt, så hvis FC Barcelona udtrykker, at de ikke frivilligt vil deltage, så kan kampen ikke afvikles på den aftalte dato, skriver ligaforbundet i en pressemeddelelse.

Kampen var planlagt til den 26. Januar, hvor den skulle have fundet sted i Miami, men det bliver nu ændret. Det skyldes ifølge FC Barcelona, at der ikke har været konsensus omkring planlægningen.

I samme meddelelse til klubbens egen hjemmeside udtrykker den spanske  storklub, at de stadig er villige til at spille en kamp i USA i fremtiden, men det kræver, at klubberne når til enighed om, hvordan det skal foregå.

Det spanske ligaforbund, La Liga, har foruden problemer med spillernes opbakning ligeledes haft svært ved at overbevise fodboldforbundet om ideen.

La Liga-kampe i USA er et resultat af en aftale mellem La Liga og sports- og underholdningsfirmaet Relevant, som vil bringe europæisk fodbold tættere på amerikanerne.