Video : Tipsbladet
La Liga

Laudrup afviser Real Madrid-rygter

I en mail til Ritzau afviser Michael Laudrup, at han har henvendt sig til Real Madrid om at overtage trænersædet.

Den spanske sportsavis AS skrev onsdag, at Michael Laudrup ifølge Telemadrid skulle have været i kontakt med Real Madrid. Her skulle danskeren have tilbudt at blive ny cheftræner, hvis de fyrede Lopetegui. Den historie afviser Laudrup.

- Jeg har ikke tilbudt mig til nogen klub. Ikke nu. Ikke nogensinde. Det ville jeg aldrig gøre over for en kollega, skriver Michael Laudrup i mailen til Ritzau.

Rygtet kommer i kølvandet på en dårlig sæsonstart for den nye Real Madrid-træner Julen Lopetegui, som allerede nu er i fare for at blive fyret.

Den spanske storklub har ikke scoret i fire kampe i træk, og det er kun blevet til fire sejre i otte La Liga-kampe. I øjeblikket indtager holdet fjerdepladsen i rækken med 14 point.

Michael Laudrup, som optrådte for klubben fra 1994 til 1996, stoppede i Qatar i maj i år. Dengang valgte han at tage en pause fra trænergerningen. I mailen til Ritzau påpeger Laudrup også, at han nok selv skulle fortælle, hvis han genoptog trænerkarrieren.