Video : Tipsbladet
La Liga

Målscorer Braithwaite lod ivrig holdkammerat sparke straffe

Martin Braithwaite scorede til 2-0 mod Ferencvaros, men lod Ousmane Dembélé sparke straffespark.

Den danske Barcelona-angriber Martin Braithwaite scorede onsdag for tredje kamp i træk for storklubben.

Det skete i Champions League ude mod ungarske Ferencvaros, hvor Braithwaite scorede til 2-0 i sejren på 3-0.

- Nogle gange kommer målene i stimer, og i andre perioder vil bolden ikke ind. Jeg har spillet fire kampe i træk, og det er vitalt for mig, siger Braithwaite til uefa.com.

Han skaffede også et straffespark ved stillingen 2-0, men danskeren sparkede ikke selv, som han ellers gjorde i den foregående Champions League-kamp mod Dynamo Kiev.

Danskeren overlod ansvaret til Ousmane Dembélé.

- Da Dembélé sagde, at han var meget ivrig efter at sparke straffesparket, var jeg glad for at lade ham gøre det, siger Braithwaite.

Med med sejren i Ungarn er Barcelona tæt på at vinde gruppe G. Holdet skal blot undgå at tabe med mere end 0-2 hjemme mod Juventus i sidste runde.

Italienerne kan snuppe førstepladsen ved at vinde med eksempelvis 3-1 eller 4-2, og dermed ligger det altså til Barcelona, der har vundet sine fem første kampe i gruppespillet.

- Jeg er meget glad, men mest glad for holdets sejr. Det er vigtigt at få kontinuitet på holdet, og det er godt at samle sejre, som vi har gjort på det seneste, siger Martin Braithwaite.

Champions League-kampen mod Juventus spilles på tirsdag, men man vil ikke se Barcelona gå efter blot uafgjort.

- Barcelona går altid på banen for at vinde, så vi stiller os ikke tilfredse med uafgjort, siger danskeren i et interview på TV3+.

/ritzau/