Marcelo og Cristiano Ronaldo har terroriseret mange højre-sider siden Ronaldo kom til Real Madrid i 2009. Det er dog slut nu, da portugiseren er taget til italienske Juventus.
Det har fået rygterne til at florere, om Marcelo ville tage turen til det italienske, og dermed forlade Real Madrid, som han har vundet fire Champions League-titler med, tre i træk, siden han kom til klubben fra brasilienske Fluminense i 2007. Marcelo afviser dog, at han er på vej videre.
- Jeg er lykkelig i klubben, og jeg har mange år tilbage af min kontrakt. Jeg spiller i verdens bedste fodboldklub, og jeg vil være her i mange år endnu, siger Marcelo til Real Madrid TV og tilføjer:
- Jeg er ligeså sulten som min landsmand Vinicius. Og han er altså 18 år gammel.
30-årige Marcelo har spillet 456 kampe for Real Madrid og vundet imponerende 20 titler.