Video : Tipsbladet
La Liga

Mathias Jensen havde tilbud fra Premier League-klub

Den danske U21-landsholdsspiller fortæller nu, at han havde et tilbud fra Brighton, som endda var større end det bud, som Celta kom med.

Mathias Jensen skiftede i begyndelsen af denne sæson fra FC Nordsjælland, hvor han havde vundet bronzemedaljer før sommerferien, til spanske Celta Vigo. Men det kunne godt have blevet til noget andre himmelstrøg, han var skiftet til.

Det fortæller han i et interview med TV3 Sport-programmet 'Sat af'-program.

- Jeg tror, der var én anden klub, der havde budt. Brighton. De bød også mere end Celta Vigo endte med at købe mig for, afslører den kreative midtbanespiller.

Mathias Jensen peger desuden også på, at beslutningen næsten var truffet for ham, og derfor betød det ikke rigtig noget for ham, hvilke andre klubber, der ville have ham.

- Jeg ved ikke om min agent var lidt afvisende overfor andre interesserede klubber, fordi da jeg fik at vide, at Celta var interesseret, så kunne alle andre klubber nærmest være ligegyldige, siger han og fortsætter:

- Der vidste jeg, at det var det, jeg ville. Selvom han kom og sagde, at der var en ny klub fra Frankrig eller en større klub i Tyskland, så interesserede det mig ikke rigtig, lyder det fra Mathias Jensen.

Der er dog meget at se til for U21-landsholdsspilleren, der er havnet i en dramatisk nedrykningskamp for Celta i denne sæson. I øjeblikket er de under stregen med fire point op til overlevelse med ti kampe tilbage af La Liga i denne sæson.