Video : Tipsbladet
La Liga

Mathias Jensen kan få Celta Vigo-comeback lørdag

Mathias Jensen kan gøre comeback for Celta Vigo lørdag aften mod Valencia.

Mathias Jensen har fået en rigtig hård start på karrieren i spanske Celta Vigo, som han blev solgt til fra FC Nordsjælland i sommer. Midtbanespilleren har stort set været skadet under hele opholdet og har blot spillet en enkelt kamp for den spanske klub.

Lørdag kan han spille nummer to.

23-årige Mathias Jensen er kommet sig over sin seneste skadespause, og han er en del af den trup, Celta-manager Miguel Cardoso har udtaget til opgøret mod Daniel Wass og Valencia på Estadio Municipal de Balaidos.

Mathias Jensens hidtil eneste optræden for Celta Vigo var i oktober sidste år, hvor han startede inde i ligakampen mod Getafe og spillede 77 minutter.

Foruden Mathias Jensen er også Andrew Hjulsager, Pione Sisto, Stanislav Lobotka og Emre Mor udtaget til Valencia-kampen.