Video : Tipsbladet
La Liga

Medie: Barcelona snakker forlængelse med Alba

En af FC Barcelonas store profiler kan muligvis snart sætte sin signatur på en kontraktforlængelse.

I mere end seks sæsoner har Jordi Alba været en stor profil i FC Barcelona, men venstrebacken er i løbet af de forgangne måneder blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier League.

En af årsagerne til det er, at hans kontrakt udløber i sommeren 2020.

Men det kan der snart blive ændret.

Ifølge spanske Diario Sport har FC Barcelona nemlig indledt forhandlinger om en kontraktforlængelse med Albas repræsentanter, og den 29-årige profil skulle også selv være interesseret i at blive i den spanske klub.

Alba har spillet 263 kampe i FC Barcelona-dragten med 14 mål og hele 48 oplæg til følge, siden han kom til klubben fra Valencia i 2012.