Medie: Kold luft mellem Solari og Real Madrid-stjerne
Foto: Getty Images
La Liga

Medie: Kold luft mellem Solari og Real Madrid-stjerne

Offensivspilleren Isco er ifølge spanske Marca kommet i voldsom unåde hos Santiago Solari og var da også udeladt af truppen tirsdag aften, da Real Madrid mødte AS Roma.

Den 26-årige Real Madrid-stjerne Isco har kæmpet med spilletiden i Real Madrid på det seneste.

Når spanieren rammer topniveauet er der ingen, der betvivler offensivspillerens evner, men der er for ofte for langt imellem de gode præstationer, og Isco har derfor i sæsonopstarten under Julen Lopetegui måtte vænne sig til en rolle, hvor han i det ene øjeblik starter inde og i det næste starter på bænken.

Det er dog blevet endnu værre under den nye Real Madrid-manager Santiago Solari, der i sine fem kampe i spidsen for Los Blancos kun har givet Isco 78 minutter på banen - alle som indskifter.

I sidste La Liga-runde mod Eibar kom spanieren på banen, da Real Madrid allerede var bagud med 0-3, og i runden forinden så han hele kampen fra bænken mod Celta Vigo. Mandag aften tog forholdet mellem Isco og Solari dog et helt nyt dyk på et hotel i Rom. 

Real Madrid-træneren præsenterede den medrejste trup for startopstillingen og bænken til tirsdagens Champions League-kamp mod AS Roma, og her stod det klart, at det var Isco som sammen med tredjekeeperen Luca Zidane måtte overvære kampen fra tribunerne. I stedet havde Solari både fundet plads til Vinicius Jr. og Federico Valverde på bænken.

Spanieren har før måtte acceptere en plads på bænken, men det er første gang, at han er blevet udeladt fra kamptruppen siden sit skifte til Los Blancos i 2013.

Ifølge det spanske medie Marca skyldes den manglende udtagelse en episode under en af de første træninger under Solari, hvor Isco stillede spørgsmålstegn ved en af trænerens øvelser. Solari har straffet Isco ved at holde ham ude af startopstillingen siden, og luften mellem træner og spiller skulle derfor angiveligt være iskold. 

26-årige Isco står noteret for 253 kampe, 44 mål og 52 assists i Real Madrid-trøjen siden skiftet fra Malaga i 2013.