Video : Tipsbladet
La Liga

Medier: Celta Vigo og Lazio uenige om Durmisi-handel

Riza Durmisi er stadig et stykke fra at skifte tilbage den spanske La Liga. Celta Vigo og Lazio er angiveligt uenige om, hvor meget den danske venstre back skal koste.

25-årige Riza Durmisi skiftede før denne sæson Real Betis og den spanske La Liga ud med Lazio og den italienske Serie A, men det er ikke blevet til meget spilletid for den tidligere Brøndby-back i støvlelandet.

I efteråret har Durmisi kun fået tre indhop i Serie A, én enkelt Coppa Italia-optræden og fem kampe i Europa League, og danskeren har generelt stået i skyggen af anfører Senad Lulic, ligesom at han har døjet med skader i albuen og i ryggen. 

Tirsdag kunne det spanske lokalmedie La Voz de Galicia så fortælle, at Durmisi snart vender tilbage til spansk fodbold, nærmere bestemt Celta Vigo, på en lejeaftale med en købsoption.

Torsdag er der dog kommet nyt i sagen, og både La Voz de Galicia og italienske La Gazetta dello Sport skriver nu, at de to klubber ikke kan blive enige i forhandlingerne om den føromtalte købsoption.

Lazio forlanger efter sigende de cirka syv millioner euro - svarende til godt og vel 59 millioner danske kroner - som den italienske Serie A-klub selv betalte i sommer, da de købte Durmisi fri i Real Betis, men det beløb er altså højere end, hvad Celta Vigo ønsker at betale. 

Ender de to parter alligevel med at blive enige, kan Riza Durmisi se frem til flere danske holdkammerater. I Celta Vigo spiller nemlig allerede Pione Sisto, Mathias Jensen, Andrew Hjulsager og Emre Mor, der ganske vist har tyrkisk statsborgerskab, men er født og opvokset i Danmark.