Video : Tipsbladet
La Liga

Messi med i Barca-truppen til El Clásico

Lionel Messi var tvivlsom til onsdagens Copa del Rey-semifinale mod Real Madrid med en lårskade, men ser ud til at være klar, da han er med i Barcelonas trup til opgøret.

Da Barcelona lørdag spillede 2-2 med Valencia i La Liga, var Lionel Messi redningsmanden, da han bragte La Liga-førerholdet tilbage fra 0-2 med to scoringer. Desværre for Barca pådrog Messi sig i anden halvleg en mindre skade i låret. Argentineren fik behandling på sidelinjen og virkede tydeligvis generet i slutfasen af kampen.

Superstjernen blev derfor i første omgang frygtet tvivlsom til onsdagens første af to Copa del Rey-semifinaler mod Real Madrid, men nu tyder alt det på, at han er klar. Messi er blevet udtaget til Barcelonas trup til El Clásico-braget på Camp Nou, meddeler klubben på Twitter.

Ousmane Dembélé er til gengæld ude med den ankelskade, han fik for cirka to uger siden.

Copa del Rey-returopgøret spilles om tre uger den 27. februar på Santiago Bernabeu, hvor det afgøres, om det bliver Real Madrid eller Barcelona, der møder vinderen af Real Betis-Valencia i finalen.