Video : Tipsbladet
La Liga

Nye problemer i Real Madrid: Benzema ude med hofteskade

Den franske angriber pådrog sig en mindre skade i Champions League kampen mod Legia.

Der var opmuntrende nyheder til Real Madrids fans, da Zinedine Zidane i dag annoncerede, at Luka Modric er tilbage fra sin skade. Men glæden varede kort, da en anden profil i stedet er udgået - nemlig Karim Benzema. 

Den franske angriber har pådraget sig en mindre skade i hoften og er ude på ubestemt tid. Han misser som minimum søndagens kamp mod Leganes i La Liga. 

- Karim spiller ikke i morgen. Han har nogle problemer efter kampen i Polen, sagde Zidane på dagens pressekonference.

- Han har opdaget noget i hofteregionen, og vi ved ikke helt endnu, hvad det er. Vi får se. Det er bare en mindre bekymring. Vi vil ikke risikere en spiller, der har en eller anden form for skade.

På den positive side er Luka Modric altså tilbage efter syv kampes fravær. Og måske er han allerede på banen i søndagens opgør.

- Han har måske nogle minutter i sig. Det vigtigtigste er, at han er OK - at han er helt tilbage fra sin knæskade. Det er det vigtigste for mig og alle andre, sagde Real Madrid-træneren.