Ødegaard udeladt fra stor Real Madrid-trup: Skifte kan være på vej
Foto: Getty Images
La Liga

Ødegaard udeladt fra stor Real Madrid-trup: Skifte kan være på vej

Det norske stortalent Martin Ødegaard kan meget vel være tæt på en ny lejeaftale væk fra Real Madrid.

Det har længe ligget i kortene, at norske Martin Ødegaard heller ikke i denne sæson kommer til at få sit Real Madrid-gennembrud. 

Den 19-årige offensivspiller kom til den spanske storklub tilbage i 2015, men har indtil videre kun fået to optrædener for klubbens førstehold. I sidste sæson var Ødegaard så lejet ud til hollandske SC Heerenveen med stor succes, og selvom nordmanden var med på Real Madrids pre-season tur i USA tidligere på sommeren, har Ødegaard også selv tidligere udtalt, at han regner med endnu et lejemål denne sommer. 

Og nu kan det så se ud til, at et skifte trækker op. Real Madrid har nemlig udtaget en 29-mandstrup til onsdagens UEFA Super Cup-brag mod Atletico Madrid, hvor der blandt andet er blevet plads til fem målmænd og de to skadede spillere, Jesús Vallejo and Álvaro Odriozola.

Norske Martin Ødegaard er dog ikke at finde blandt de udtagede, og både norske Dagbladet og spanske AS spekulerer derfor i, at en ny lejeaftale kan være under opsejling. 

Flere britiske medier har tidligere på sommeren berettet, at Championship-klubberne Aston Villa og Derby skulle være interesserede i den 19-årige nordmand, men hovedpersonen selv har før udtryk interesse i en lejeaftale med en spansk klub.

Spillerens agent, Bjørn Tore Kvarme, udtalte i juli, at Ødegaards fremtid vil blive afklaret, når pre-season var slut.