Video : Tipsbladet
La Liga

Officielt: Morata udlejes til Atletico Madrid

Alvaro Morata vender hjem til Spanien, hvor Atletico Madrid har lejet ham i Chelsea til sommeren 2020.

Det lå i kortene, at Alvaro Morata skulle videre, da Chelsea lejede Gonzalo Higuain. Det er nu kommet på plads, at den spanske angriber ryger hjem til den spanske hovedstad, hvor han skal tørne ud for Atletico Madrid frem til sommeren 2020.

- Jeg er meget glad og stolt over at være her. Jeg kan ikke vente med at starte træningen, møde mine nye holdkammerater og spille, udtaler Morata til Atletico Madrids hjemmeside, hvor skiftet også blev offentliggjort.

Den 26-årige angriber har som senior spillet for rivalerne fra Real Madrid over to omgange, mens han også har repræsenteret Juventus og senest Chelsea. For det spanske landshold er det blevet til 27 optrædener og 13 mål.

Alligevel er det et retur til barndomsklubben, for det var i netop Atletico Madrid, at Morata begyndte sin fodboldkarriere som ungdomsspiller.