Raphaël Varane: Jeg har kun respekt for Simeone
Illustration
La Liga

Raphaël Varane: Jeg har kun respekt for Simeone

Balladen mellem Diego Simeone og Raphaël Varane i slutningen af Champions League-finalen er ikke noget, der fylder hos sidstnævnte mere. Han har kun respekt for Atlético Madrids cheftræner.

I de sidste sekunder af årets Champions League-finale mellem Real Madrid og Atlético Madrid, så man pludselig sidstnævntes cheftræner, Diego Simeone, flyve ind på banen tydeligt ophidset. Årsagen var, skulle det siden vise sig, at Real Madrids Raphaël Varane havde sparket en bold ud mod Atléticos bænk efter Cristiano Ronaldos afsluttende mål til slutresultatet 4-1. Det var tydeligvis ikke noget, der behagede Simeone, som gerne ville have fingrene i Varane og fortælle ham et par borgerlige ord.

Men her over en uge efter opgøret er episoden ikke noget, der fylder hos den unge franske forsvarsspiller.

- Jeg har meget stor respekt for Siemone. Både for hvad han gjorde som spiller, men også hvad han har opnået som træner. Han fortjener respekt. Han har opnået store ting, og han er helt oppe med de bedste. Der er rigtig meget spænding i Champions League-finale, siger Raphaël Varane til Marca.

Den franske landsholdspiller, der er udtaget til VM, siger også, at den erklærede interesse fra Chelsea, hvor den tidligere Real Madrid-manager José Mourinho skulle have set sig lun på at hente Varane som forstærkning til midterforsvaret, heller ikke er noget, han tænker videre over.

- Jeg tænker ikke over interessen fra Chelsea lige nu. Der er et VM at forberede sig til, så det er tid til at dvæle ved sådanne ting, lyder det videre fra Varane.