Real afviser: Medierne lyver
Foto: Lalo R. Villar/Polfoto
La Liga

Real afviser: Medierne lyver

Real Madrid afviser at være indblandet i en sag omkring aftaler med mindreårige spillere, og frygter ikke en karantæne fra FIFA.

Rygterne har været mange omkring Real Madrid onsdag. Tidligt kunne to spanske radiostationer melde, at både Real Madrid og naboerne fra Atletico Madrid har overtrådt reglerne for aftaler med mindreårige spillere. En situation der senest kostede FC Barcelona et transfer-forbud på et år, og samme skæbne ventede angiveligt de to Madrid-klubber. 

Atletico Madrid skulle allerede være bekendt med beslutningen, der dog mangler at blive præsenteret for Real Madrid. Det hele er dog det rene opspind. Det mener man i hvert fald i Real Madrid, hvor klubbens onsdag eftermiddag har valgt at udsende en pressemeddelelse. Her slår mandskabet fra den spanske hovedstad fast, at man ikke forventer karantæne fra FIFA:

- Der har i nat været flere medier, der har haft kilder til højtstående personer. Disse har meddelt, at en karantæne er i vente til klubben på grund af brud på reglerne om aftaler med mindreårige spillere. I denne forbindelse vil vi i Real Madrid gerne gøre følgende klart. Informationerne er helt igennem forkerte. Det spanske fodboldforbund har onsdag talt med flere medier, der vil tilbagevise påstandene. Klubben har ikke på noget tidspunkt brudt reglerne omkring unge spillere, skriver Real Madrid i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Real Madrid understreger, at klubben altid har levet op til de regler, som FIFA har fremsat. Vi er kede af beskyldningerne, der kun er sat i søen for at skade klubben samt komme med beskyldninger, som man ved ikke er sande. Vi vil gerne være en klub, der tager hånd om unge spillere. Af samme grund er vi kede af det stormvejr, som klubben er blevet kastet ud i på baggrund af falske rygter, skriver den spanske klub.

Real Madrid har flere store mål forud for sommerens transfervindue. Et af dem er Manchester United-keeper David de Gea, der flere gange har været rygtet til Bernabeu som afløser for rutinerede Iker Casillas.