Video : Tipsbladet
La Liga

Real Madrid smed point mod Real Valladolid

Real Madrid og Real Valladolid spillede uafgjort i La Liga lørdag aften. Begge hold scorede i løbet af kampens sidste ti minutter.

Real Madrid smed for første gang i sæsonen point, da de lørdag aften tog imod Real Valladolid på Santiago Bernabeu. Det sluttede nemlig med 1-1.

Tilskuerne måtte ellers vente længe på at se netmaskerne blafre.

I startopstillingen havde Zinedine Zidane ellers rigeligt med offensive profiler, og spillere som Isco, Gareth Bale, Karim Benzema og James Rodriguez var alle med fra start. Derudover blev også Vinicius Jr. og nyindkøbte Luka Jovic skiftet ind i anden halvleg.

Og i sidste ende lykkedes det da også at få bolden i mål.

Raphael Varane sendte et indlæg ind i feltet, hvor Karim Benzema tæmmede bolden, før han med en akrobatisk afslutning bragede bolden forbi Jordi Masip i Real Valladolid-målet.

Det lignede umiddelbart også sejrsmålet, men Real Valladolid formåede at svare igen i de døende minutter. Efter en fin dribletur spillede Oscar Plano angriberen Sergi Guardiola fri, hvorefter Guardiola sendte bolden imellem benene på Thibaut Courtois og i mål.

Resultatet betyder, at både Real Madrid og Real Valladolid har fire point efter to runder, og at de i skrivende stund er nummer to og tre i La Liga. Sevilla topper rækken med seks point.