Real Madrid styrede sikkert sejren i land
Foto: Getty Images
La Liga

Real Madrid styrede sikkert sejren i land

Real Madrid fik deres første sejr uden Ronaldo i en betydende kamp, da de slog Getafe med 2-0 søndag aften i La Liga.

Real Madrid fik slet ikke den begyndelse på klubbens nye tidsregning, som de nok havde håbet på. Den der hedder år 1 efter Cristiano Ronaldo. Her blev det nemlig til et 2-4-nederlag efter forlænget spilletid i den europæiske Super Cup mod Atletico Madrid.

Holdets første La Liga-kamp efter salget af Ronaldo blev spillet sent søndag aften, hvor Real Madrid mødte Getafe, og her blev det til tre point, da Champions League-mestrene en snuppede sejr på 2-0.

Allerede efter 20 minutters spil gjorde Dani Carvajal det til 1-0 for 'Los Blancos', da Gareth Bale trak frem i venstresiden og lagde bolden ind i feltet. Her fik Getafe-målmand Soria lige nøjagtigt bokset bolden ud af det lille felt. Bolden nåede dog ikke ud af feltet, og Carvajal headede bolden i kassen til Real Madrid-føring.

I første halvleg kunne det være blevet til mere, men trods en boldbesiddelse på 81 procent for Real Madrid, så blev det ikke til mere.

Efter pausen var Gareth Bale ude af oplæggerens rolle, da Marco Asensio først erobrede bolden højt oppe på modstanderens banehalvdel. Derefter trak han venstre om feltet og serverede bolden for Bale, der gjorde det til 2-0.

Herfra fik tilskuerne på Santiago Bernabeu en ordentlig omgang boldmassage, som til tider gjorde det særdeles svært for Getafe at få fat i bolden igen. Blandt andet derfor blev det ikke til flere mål, og Lopetegui fik dermed en sikker sejr i sin første liga-kamp i spidsen for Real Madrid.

Sejren betyder, at Real Madrid holder fast i Barcelona, der vandt med 3-0 lørdag aften over Alaves. Næste opgave for Real Madrid i den bedste spanske række er mod Girona.