Video : Tipsbladet
La Liga

Real Madrid tog det hele mod Atlético Madrid

Real Madrid trak sig sejrrigt ud af storkampen mod Atlético Madrid, hvor der faldt fire mål og et rødt kort.

Der var meget på spil i Madrid-derbyet mellem Atlético Madrid og Real Madrid, hvor sidstnævnte kunne overtage andenpladsen i La Liga med en sejr over bysbørnene.

Ikke overraskende var det Real Madrid, som tog kontrollen over kampen på Wanda Metropolitano, og efter 16 minutter bragte kongeklubben sig også i front, da en løs bold dumpede ned til Casemiro, som på ekvilibristisk vis fik sparket bolden i mål.

Otte minutter senere svarede Atlético Madrid tilbage, da Angel Correa sendte Antoine Griezmann i dybden med en god stikning, og i duellen over for Thibaut Courtois viste franskmanden sig at være den bedste.

Kort før pausen var det brasilianske stjerneskud, Vinicius Junior, på spil, og han fremtvang et straffespark på kanten af feltet. Det skulle Sergio Ramos tage sig af, og Real Madrid-anføreren placerede sit spark uden for Jan Oblaks rækkevidde.

Anden halvleg bar præg af en del frispark, og som en konsekvens af det udeblev de store muligheder for at score flere mål i kampen. Men med et kvarter tilbage af kampen slog Real Madrid kontra, og Luka Modric spillede bolden til indskiftede Gareth Bale, som sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne.

Med 10 minutter tilbage af kampen så Atlético Madrids defensive midtbanespiller, Thomas Partey, rødt, da han modtog sit andet gule kort for en tackling mod Toni Kroos. På det tidspunkt stod det klart, at hjemmeholdet ikke kunne stille noget op i den resterende del af kampen.

Med sejren til Real Madrid rykker Santiago Solaris mandskab op på andenpladsen med 45 point, mens Atlético Madrid er nummer tre med 44 point.