Video : Tipsbladet
La Liga

Real Madrid vil ikke slippe Varane til sommer

Raphael Varane er en vigtig spiller for Real Madrid, og derfor vil klubben under alle omstændigheder ikke lytte til nogen bud på ham denne sommer.

Real Madrid går en travl sommer i møde, hvor det forventes, at de kommer til at være meget aktive på transfermarkedet.

Samtidig vil de gøre alt for at holde på de spillere, som Zinedine Zidane ser en fremtid i. En af dem er Raphael Varane, der den seneste tid har været rygtet væk fra klubben. Real Madrid har dog ikke tænkt sig at lytte til nogen bud, medmindre hans frikøbsklausul på hele 500 millioner euro bliver indløst. Det skriver den spanske avis AS. 

Hovedstadsklubben skulle i øvrigt være villige til at belønne Raphael Varane med en ny kontrakt for hans præstationer de seneste sæsoner, hvor han blandt andet var med til at vinde VM med Frankrig i sommers. 

Ifølge AS mener Raphael Varane også selv, at han fortjener en bedre kontrakt, og han skulle angiveligt være parat til at forlænge, hvis hans nuværende årsløn på seks millioner euro stiger til ni millioner euro. 

Raphael Varane er i øjeblikket på kontrakt hos Real Madrid frem til sommeren 2022.