Real-sejr og første Ronaldo-frisparksmål i et år
Foto: Andres Kudacki/POLFOTO
La Liga

Real-sejr og første Ronaldo-frisparksmål i et år

50. gang var lykkens gang for Ronaldo, der endelig igen lykkedes med at score på frispark, da Real Madrid slog Eibar med 3-0.

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at Real Madrid tog sejren på 3-0 over Eibar lørdag eftermiddag. Det var dog specielt, da Ronaldo sparkede Real i front efter 21 minutter. Det var nemlig på frispark, som han ikke har gjort siden Champions League-semifinalen mod Bayern München på Allianz Arena.

Siden er der blevet sendt 50 skud afsted fra Ronaldos fod uden held for portugiseren. Men mod Eibar var vinderen af Ballon d'or tilbage igen med held. 

På noget der lignede lidt over 25 meter ude blev bolden sendt over muren og ind bag en sagesløs Eibar-målmand, som naturligvis udløste en vis jubel fra Ronaldo. Derefter blev det til en scoring fra Chicharito, mens der kort før kampens slutning stod Jesé på et 3-0-mål.

Dermed er der lagt pres på Barcelona, der senere i denne runde møder Sevilla. Real er nu kun ét point efter Barca.