Ronaldo-opvisning da Real Madrid tævede Celta Vigo
Foto: Francisco Seco/Polfoto
La Liga

Ronaldo-opvisning da Real Madrid tævede Celta Vigo

Real Madrid var længe om at komme i gang hjemme mod Celta Vigo, men scorede seks gange efter pausen, og så blev Celta Vigo sendt fra Bernabeu med lussing på 7-1.

Real Madrid var storfavoritter, da holdet lørdag havde besøg af Ceta Vigo. På Bernabeu stod holdet dog godt imod i første halvleg, men havde ikke kræfter til mere i anden halvleg. Her scorede Cristiano Ronaldo hele fire gange i 7-1 opvisning. 
 
Iago Aspas var tæt på at chokstarte for Celta Vigo efter et kvarter, men de sidste marginaler manglede. Kort efter truede både Cristiano Ronaldo og Isco, men det blev en forsvarsspiller, der kort før pausen skulle give Real et godt udgangspunkt. Pepe nåede frem til en løs bold, og bragte værterne foran med 1-0 ved pausen. 
 
Publikum var en smule skuffede ved pausen, men i anden halvleg var der brede smil. Først sparkede Cristiano Ronaldo Real Madrid på 2-0, inden portugiseren kort efter hamrede bolden i kassen på direkte frispark!
 
Med en halv time igen fik Iago Aspas for meget plads i feltet, og reducerede for gæsterne. Her satte Celta Vigo dog for alvor gang i mållysten hos Real Madrid. Isco spillede Cristiano Ronaldo fri til hattrick og 4-1, inden Ronaldo med et kvarter igen headede favoritterne på 5-1. 
 
I slutfasen stoppede opvisningen ikke. Jese og Gareth Bale satte signatur på en træffer hver, og så sluttede kampen med en overbevisende 7-1 sejr til Real Madrid. Et resultat der sender holdet op et enkelt point bag Atletico på andenpladsen. Kollegerne fra hovedstaden har dog en kamp i baghånden.