Santi Mina og Guedes sikrer Valencia-sejr i lokalopgør
Foto: Getty Images
La Liga

Santi Mina og Guedes sikrer Valencia-sejr i lokalopgør

Valencia sikrede sig en overbevisende sejr over lokalrivalerne Levante søndag aften.

Daniel Wass spillede endnu engang fuld tid for Valencia, da de søndag aften besejrede lokalrivalerne Levante med 3-1.  

Valencia fik en vaskeægte drømmestart på opgøret, for efter blot halvandet minut bragte Santi Mina dem foran. Det gjorde Mina med et hovedstød efter et indlæg fra Goncalo Guedes.

Efterfølgende stod Valencia også for de fleste af opgørets højdepuntker, og flere gange havde blandt andre Mina chancen for at udbygge føringen.

Det skete imidlertid ikke før pausen, og efter pausen blev der i stedet udlignet. På et hjørnespark kom Valencias Carles Soler til at sparke bolden i eget nemt, og dermed var det helt lige igen.

Den stilling holdt imidlertid ikke i to minutter, for umiddelbart efter spillede Guedes bandespil med Soler, før den portugisiske kantspiller bankede 2-1-målet i nettet. Og målscoringen fortsatte. Blot seks minutter efter blev det nemlig også til 3-1, da Santi Mina nemt kunne prikke sit andet mål over målstregen.

Det blev kampens sidste mål, og Valencia vandt altså 3-1. Det betyder, at Valencia nu har hentet 49 point efter 32 kampe, hvilket er nok til en sjetteplads i La Liga. De har dog blot to point op til Getafe på femtepladsen og tre op til Sevilla på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.