Sergio Ramos: Jeg havde ikke fyret Ancelotti
La Liga

Sergio Ramos: Jeg havde ikke fyret Ancelotti

Sergio Ramos slår fast, at han ikke ville have fyret Carlo Ancelotti, hvis han havde stået med beslutningen.

Sergio Ramos får en ny cheftræner i næste sæson. Det har stået klart, siden Carlo Ancelotti fik en fyreseddel i Real Madrid.
 
Nu afslører forsvarsspilleren dog, at han ikke ville have fyret den italienske træner, hvis han havde stået med beslutningen. 
 
- Det er ikke mig, som beslutter den slags, men hvis det var, så ville jeg ikke have fyret ham (Ancelotti red.), men det er derfor vi har en ledelse, det er deres job, siger Sergio Ramos ifølge Goal.com. 
 
- Real Madrids fans vil kunne huske en fantatisk personlighed og en stor træner, som sikrede klubben mange trofæer, vi ikke havde vundet i et stykke tid, siger Ramos med henvisning til blandt andet Champions League-trofæet, som Real Madrid sikrede sig sidste sæson.
 
Rafa Benitez ventes af mange at blive præsenteret som Real Madrids næste træner, og selvom Sergio Ramos ikke vil kommentere på de spekulationer, så mener han, at Rafa Benitez' erfaring kan blive vigtig i Real Madrid.
 
- Jeg kan naturligvis ikke kommentere meget på det. Men Benitez er en god træner, og han har meget erfaring fra England, Italien og Spanien. Og en træner, som har erfaring med er godt for et omklædningsrum, som det vi har i Real Madrid, siger Sergio Ramos.