Sergio Ramos: Stolt over at fansene retter deres vrede mod mig
Foto: Getty Images
La Liga

Sergio Ramos: Stolt over at fansene retter deres vrede mod mig

Real Madrid-anfører forstår klubbens fans, og ser sig selv som en af dem, der skal tage imod deres utilfredshed.

Champions League-mestrene fra Real Madrid har i denne sæson haft store vanskeligheder med at hente de samme resultater, som de tidligere har været. Det kostede senest Julen Lopetegui jobbet som cheftræner jobbet.

Det skete efter et nederlag på 1-5 mod ærkerivalerne fra Barcelona. Lørdag lykkedes det at vinde over oprykkerne fra Valladolid på hjemmebane, men først med syv minutter tilbage af af den ordinære spilletid fik Real Madrid scoret på et selvmål og et straffespark. 

Her blev straffesparket sat ind af Sergio Ramos med et Panenka-skud, og han udtalte sig efter kampen til beIN Sports om situationen i klubben.

- Vi forstår fuldstændig, hvordan fansene har det. Spillerne er ansvarlige, og det er os, der skal vende tingene rundt. Efter det første mål virkede det til, at Bernabeu løftede sig. De (fansene red.) gav os den støtte, som vi har brug for, siger han og fortsætter:

- Vi har brug for at have stor tro og fortsætte med at arbejde, og så kommer resultaterne og målene for os, lyder det fra Ramos.

Han måtte dog selv lægge øre til en del mishag, da Real Madrid-fansene piftede af ham.

- For at være helt ærlig, så opdagede jeg det ikke. Men det er rigtigt at sige, at dem, der har været her længst, må acceptere sådan noget. Jeg forstår, hvordan de har det, og jeg er anføreren og en af dem, der står i forreste række. Jeg er stolt over, at fansene retter deres vrede mod mig, siger Sergio Ramos.

Real Madrid er på sjettepladsen i La Liga efter deres sejr over Valladolid.