Simeone-agent: Atlético-forlængelse kommer om et par dage
Foto: Andres Kudacki/Polfoto
La Liga

Simeone-agent: Atlético-forlængelse kommer om et par dage

Det er tæt på at være en kendsgerning, at Diego Simeone og Atlético Madrid forlænger kontrakten. Det fortæller argentinerens agent.

Diego Simeone har haft et par succesfulde sæsoner i Atlético Madrid med mesterskab, Champions League-finaleplads og tirsdagens avancement efter straffesparkskonkurrence mod Bayer Leverkusen, og alt tyder på, at den argentinske cheftræner også får mulighed for at præge holdet med succes de kommende år.

Simeones agent Natalia Simeone bekræfter nemlig, at der om ganske kort tid er godt nyt på vej.

- Vi har gode nyheder om Simeones forlængelse om et par dage, siger Natalia Simeone til RTVE.

Diego Simeones kontrakt med Atlético Madrid udløber først sommeren 2017, men den spanske klub ved, at argentineren er eftertragtet i fodboldverden, og derfor har de i et stykke tid forhandlet om en kontraktforlængelse til den aftale, som parterne indgik for tre år siden. Dengang tiltrådte Diego Simeone, og siden har han udviklet sig til en af de mest lovende trænere i europæisk fodbold.

Men nu tyder alt på, at han bliver hængende i Madrid i et stykke tid endnu, og det glæder Simeone sig til, siger agenten, der også er Simeones søster.

- Fansene er meget glade for ham på Vicente Calderon, og nu bliver de endnu gladere. Det er meget spændende for ham, for Vicente Calderon giver ham atid et adrenalinsus, siger Natalia Simeone.

Det nuværende ophold i Atlético Madrid er Simeones tredje. Som spiller tørnede han i to omgange ud for den spanske klub.