Video : Tipsbladet
La Liga

Simeone-agent: Før eller siden ender han i Inter

Diego Simeone ender før eller siden i Inter, fortæller Atletico Madrid-trænerens agent.

Diego Simeone skiftede som spiller fra Atletico Madrid til Inter, og det skifte kan han tage igen som cheftræner.

Atletico Madrids argentinske succestræner har flere gange været sat i forbindelse med trænersædet i den italienske storklub, og nu puster Simeones agent og søster, Natalia Simeone, til de rygter.

- Diego har også sagt det. Før eller siden ender han i Inter. Jeg tror kun, at det er et spørgsmål om tid, fortæller agenten til La Gazzetta dello Sport og fortsætter:

- Han elsker klubben, atmosfæren og at bo i Milan. Inter er en klub, som han virkelig vil elske at træne. Men jeg bør også pointere, at han også stadig er glad for Lazio.

Efter to år i Inter skiftede Simeone til Lazio, hvor han spillede i fire år, inden han vendte tilbage til Atletico Madrid. Han har også spillet for Velez, Pisa, Sevilla og Racing Santander.

I 2006 lagde Simeone støvlerne på hylden og blev træner. I 2011 overtog han cheftrænerposten i Atletico Madrid, og han har ført holdet til en La Liga-titel, en Copa del Rey-titel og to Europa League-titler.