Simeone: Vil ikke fokusere på mulig karantæne
Foto: Francisco Seco/Polfoto
La Liga

Simeone: Vil ikke fokusere på mulig karantæne

Atletico Madrid står overfor en alvorlig transferkarantæne, men fokus skal holdes, fastslår træner Diego Simeone.

FC Barcelona blev straffet hårdt, da klubben på grund af ulovlige aftaler med unge spillere blev vist bort fra transfervinduet i flere omgange. Nu kan de to giganter fra hovedstaden i den spanske Liga BBVA ramme en lignende situation. Både Real Madrid og Atletico Madrid står nemlig overfor en udelukkelse i de to kommende transfervinduer på grund af ulovlige aftaler med unge talenter.

En alvorlig situation, der kan få klubberne til at blive yderst aktive i et ellers stille januar-transfervinduet. Situationen må dog ikke påvirke truppen, og i Atletico Madrid vil træner Diego Simeone da heller ikke bruge tid på at diskutere konsekvenserne af den mulige karantæne:

- Det eneste, jeg vil fokusere på lige nu, er den kamp, vi har i morgen (søndag mod Las Palmas red.). Jeg vil ikke bekymre mig om andre ting, der kan komme til at ske i januar. Der kan stadig nå at ske en hel del i denne sag. Vi skal fokusere på os selv, og så skal vi finde ud af, hvordan vi bedst bliver klar til næste opgave, siger Diego Simeone på et pressemøde lørdag og fortsætter:

- Klubben vil indgive en appel, og så må vi se i løbet af en uge, hvad der kommer til at ske, udtaler han.

Atletico Madrid gæster Las Palmas klokken 18:15 søndag aften. Mandskabet fra hovedstaden indtager aktuelt førstepladsen i Liga BBVA med 44 points efter 19 kampe. FC Barcelona på andenpladsen har dog en kamp i baghånden, og kan overhale Atletico senere i denne runde.