Sisto kæmper for minutterne i Celta Vigo: Tager det ikke så tungt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
La Liga

Sisto kæmper for minutterne i Celta Vigo: Tager det ikke så tungt

Pione Sisto har længe været fast mand i Celta Vigos startopstilling, men på det seneste har han været helt ude af truppen. Det behøver dog ikke udelukkende være negativt, fortæller kantspilleren.

Det plejer at være på det danske landshold, at 23-årige Pione Sisto har svært ved at finde topformen, men i denne sæson har han også haft det svært i sin spanske klub Celta Vigo.

Danskeren startede inde i de første fire La Liga-kampe, men har i de seneste otte kampe mest af alt siddet på bænken og fået indhop derfra. Og i de seneste to kampe har han endda været helt ude af truppen. 

Mod Real Betis meldte Sisto afbud af personlige årsager, men i weekendens kamp mod Real Madrid sad han over. Selvom situationen er uvant for Sisto, tager han dog den med ro:

- I starten var det svært at ryge ud af holdet, men nu tager jeg det ikke så tungt. Man vælger selv, om man vil se på de positive eller negative ting. Jeg mener ikke, at det udelukkende er negativt, at jeg ikke spiller så meget. Nogle af de bedste spillere er dem, der har oplevet flest nedture, fortæller Pione Sisto til DR Sporten.

Celta Vigo fyrede mandag holdets cheftræner Antonio Mohamed, og Sisto håber desuden, at det kan give ham bedre muligheder for at vise sit værd fremover. 

Først skal Pione Sisto dog i aktion for det danske landshold, som på fredag møder Wales i Nations League.