Video : Tipsbladet
La Liga

Skadet Simon Kjær misser Sevilla-kampe

Den danske landsholdsanfører Simon Kjær står foran en kamppause på grund af en skade.

Sevilla FC besejrede søndag Huesca med 2-1 i La Liga, og det var med danske Simon Kjær i startopstillingen. Allerede efter 24 minutter måtte landsholdets anfører dog udgå med, hvad der lignede en forstrækning, og nu oplyser den spanske klub, at der venter Simon Kjær en skadespause.

Sevilla FC skriver på klubbens hjemmeside, at danskeren har pådraget sig en muskelskade, og at Kjær misser de kommende kampe. Det oplyses ikke præcist, hvor langt en pause der venter.

Det danske landshold skal atter i ilden 16. og 19. november mod henholdsvis Wales og Irland i Nations League, og spørgsmålet er, om Simon Kjær når at blive klar til de opgaver i rødt og hvidt.