Skeptisk Wenger: Real får annulleret transferkarantæne
Foto: Jon Super/Polfoto
La Liga

Skeptisk Wenger: Real får annulleret transferkarantæne

Arsenal-manager Arséne Wenger giver ikke meget for Real og Atléticos transferkarantæner. De skal nok blive omstødt, så klubberne kan handle, forudser han.

Torsdag eftermiddag fik Real Madrid og Atlético Madrid én over snuden. De to klubber blev dømt for at overtræde FIFA's regler omkring registrering af unge spillere, og derfor fik de hver en bøde og et forbud mod at hente nye spillere de næste to transfervinduer.

Den slags kan forkrøble et hold ganske alvorligt, hvis man ikke når at foretage de rette handler, inden karantænen træder i kraft. Så alvorligt kommer det dog ikke til at gå, spår Arsenal-manager Arséne Wenger.

- De vil appellere, de vil får annulleret karantænen, og de vil få lov til at købe i de næste to transfervinduer. Det er, hvad der vil ske, siger Wenger ifølge Sky Sports.

Da FC Barcelona fik en lignende straf fra FIFA for et par år siden, lykkedes det klubben med sin appel at udskyde karantænen. Det tillod dem at hente blandt andre Luis Suárez, men i sidste ende blev forbuddet håndhævet.