Video : Tipsbladet
La Liga

Skifte nærmer sig: Real Madrid er enige med Hazard

En sommertransfer nærmer sig for Eden Hazard, der angiveligt er blevet enige med Real Madrid om at skifte til kongeklubben. Nu skal Chelsea bare overtales til at sælge

Nu ser det endelig ud til, at transfersagaen om Eden Hazard får en ende. Belgieren selv har længe været splittet om, hvorvidt han skulle dedikere sig til Chelsea, eller søge nye udfordringer i en ny liga. Et dilemma, han selv han været meget åben om.

Men nu ligner det, at han har taget en beslutning. I hvert fald melder det spanske medie AS med reference den spanske radiostation Onda, at Real Madrid og Eden Hazard er blevet enige om de personlige vilkår i en aftale, der skal træde i kraft efter denne sæson. Et skifte til La Liga-klubben har da også længe været det bedste bud på en kommende klub, hvis han endte med at skifte.

Dermed ligner det, at den belgiske stjerne er tabt for Chelsea, der ellers har gjort alt, hvad de kunne for at overtale kantspilleren til at blive i London-klubben. Men tilsyneladende uden held. 

Chelsea har dog stadig noget at skulle have sagt. Eden Hazard har først kontraktudløb i 2020, og derfor skal Real Madrid købe ham fri. Og det bliver ifølge AS ikke ligefrem billigt. Hele 170 millioner euro, eller mere end 1,2 milliarder kroner, vil Chelsea eftersigende kræve for at lade Hazard forlade klubben før kontraktudløb.

Real Madrid har dog en trumf i ærmet. Mateo Kovačić er netop nu lejet ud fra Real Madrid til netop Chelsea, og den spanske storklub håber på, at han kan indgå som en del af handlen, så prisen falder på Hazard, der til sommer vil være 28 år.

Det skal derfor blive spændende at se, hvor Eden Hazard slår sine folder efter denne sæson.