Video : Tipsbladet
La Liga

Solari: Jeg behøver ikke motivere spillerne

Når Real Madrid møder Huesca er Solaris tropper klar over, hvor vigtig kampen er.

Real Madrid kom skævt i gang med denne sæson i La Liga, hvor man allerede efter få måneder valgte at fyre den nye cheftræner Julen Lopetegui. Siden har Santiago Solari taget over, og klubben ser ud til at være kommet bedre med.

Selvom Champions League-vinderne er helt nede på femtepladsen i den bedste spanske række, så er der blot fem point op til Barcelona på førstepladsen, og Solari har bestemt ikke tænkt sig at give op i kampen om mesterskabet allerede nu. 

Det slog han fast ved pressemødet forud for kampen mod Huesca.

- Jeg tror ikke, at jeg behøver at motivere mine spillere. De kender til vigtigheden af kampen mod Huesca. Vi vil kæmpe for La Liga, indtil det hele er slut, og denne kamp er meget vigtig for os. Det ved spillerne utvivlsomt, lyder det fra Solari.

Real Madrid-cheftræneren peger endvidere på, at det helt sikkert ser sådan ud, at Huesca vil presse 'Los Blancos' til det yderste.

- Vi er nødt til at komme ud og vise, at vi vil vinde kampen fra første fløjt, ligesom vi er nødt til at være disciplinerede i forsvaret og aggressive offensivt, forklarer han.

Kampen mellem Huesca og Real Madrid spilles søndag klokken 16.15, og den sendes direkte på Strive.