Spansk avis: Manglende Bale-salg fik Zidane til at sige op i Madrid
Foto: Getty Images
La Liga

Spansk avis: Manglende Bale-salg fik Zidane til at sige op i Madrid

Zinedine Zidane skulle angiveligt have forladt Real Madrid, da præsident Florentino Perez gjorde det klart, at man ville satse på Gareth Bale fremfor Cristiano Ronaldo.

Det virkede næsten umuligt. Både FC Barcelona, Manchester United og Real Madrid selv havde forsøgt før, men uden held; at vinde Champions League to år i træk.

Men i 2017 gjorde Zinedine Zidane og Real Madrid det så med sejren på 4-1 over Juventus. Og i år vandt de sørme Europas fineste klubturnering igen-igen. For tredje år i træk. 

Lige netop derfor kom det også som et stort chok, da Zidane kort efter triumfen over Liverpool trak stikket som Real Madrid-træner. Begrundelsen fra franskmanden lød, at spillerne og klubben havde brug for en ny stemme. Og at franskmanden havde brug for et pusterum. 

Men nu skriver den store spanske avis El Pais så, at der kan have lagt mere til grund for Zinedine Zidanes pludselige exit. Og den omhandler Gareth Bale.

Ifølge avisen skulle Zidane have mistet tålmodigheden med waliseren og fortalt præsident Florentino Perez, at Bale skulle sælges, hvilket Perez gav Zidane ret i. De to indgik en aftale, men Champions League-finalen i Kiev ændrede alt.

Præsidentens forhold til Cristiano Ronaldo havde udviklet sig dårligt, og da Bale så kom på banen og scorede to mål - et af dem et fremragende saksesparksmål - vendte Real Madrid-præsidenten rundt på en tallerken. I stedet besluttede han sig for at sælge Ronaldo og beholde Bale, hvilket angiveligt fik Zinedine Zidane til at forlade klubben få dage efter kampen.

Cristiano Ronaldo blev som bekendt solgt til Juventus, mens Gareth Bale stadig er i Real Madrid under den nye træner, Julen Lopetegui.