Spansk fodboldforbund afviser La Liga-kamp i USA: 0,0 procent chance for det
Foto: Getty Images
La Liga

Spansk fodboldforbund afviser La Liga-kamp i USA: 0,0 procent chance for det

Det spanske fodboldforbund, RFEF's, præsident, Luis Rubiales, afviser, at La Liga-opgøret mellem Girona og FC Barcelona bliver spillet i Miami.

Den 11. september meddelte La Liga, at de havde søgt tilladelse hos det spanske fodboldforbund om at afholde opgøret mellem Girona og FC Barcelona i Miami i USA.

Det skulle ske som en del af den 15-årige aftale, La Liga har indgået med den amerikanske mediegigant Relevent, og som indebærer, at der skal spilles én La Liga-kamp i USA om året.

Men det er ikke sikkert, at det kommer til at ske i denne omgang alligevel.

For selv om klubberne og La Liga er enige, vil det spanske fodboldforbund, RFEF, ikke acceptere, at kampen spilles i USA. Det fortalte RFEF’s formand, Luis Rubiales, i et interview med Cadena Cope ifølge Marca.

- Chancerne for, at opgøret mellem Girona og FC Barcelona spilles i Miami er 0,0 procent, lød det blandt andet fra Rubiales, der samtidig fortalte, at han vil afvise La Ligas anmodning.

Det var planen, at opgøret skulle spilles i Miami den 26. januar på Hard Rock Stadium, der til daglig huserer NFL-holdet Miami Dolphins.