Spansk sportsavis: Real Madrid dropper jagten på ny topangriber
Foto: Getty Images
La Liga

Spansk sportsavis: Real Madrid dropper jagten på ny topangriber

Spillere som Kane, Icardi, Lewandowski og Cavani har været nævnt som mulige Real Madrid-spillere. Ingen er kommet, og nu ser det ud til, at klubben vil prøve uden en direkte erstatning for Ronaldo.

Siden Ronaldo forlod Real Madrid, har Champions League-mestrene givetvis været på jagt efter en ny topangriber til klubben, men det er endnu ikke lykkedes for klubpræsident Florentino Perez og resten af ledelsen.

Derfor lader det nu til, at man indstiller jagten. Det skriver den spanske sportsavis Diario Sport.

Forinden havde præsidenten en lang liste over potentielle forstærkninger til holdets offensiv, men en for en har man været nødt til at strege navnene over, da de ikke har været til salg.

Her skulle navne som Harry Kane, Robert Lewandowski, Mauro Icardi og Edinson Cavani have været på listen, men af forskellige årsager har det ikke været muligt for Los Blancos at hive spillerne til klubben.

Med ti dage tilbage af denne sommers transfervindue skal der dermed ske en del, hvis der skal komme en angriber af meget høj kaliber til den spanske hovedstadsklub. 

Dog bliver der peget på, at Real Madrid-træner Julen Lopetegui har udpeget Valencias Rodrigo Moreno som et alternativ. Han har dog en frikøbsklausul på 900 millioner kroner, som er langt over, hvad Madrid-klubben vil betale.

Real Madrid kom fint fra start i La Liga i weekenden, da det blev til en sejr på 2-0 over Getafe.