Tidligere præsident: Barcelona og United var enige om Ronaldo
Illustration
La Liga

Tidligere præsident: Barcelona og United var enige om Ronaldo

Cristiano Ronaldo var tæt på et skifte fra Manchester United til FC Barcelona, men han ville ikke skifte til Barca, fortalte han United-ledelsen. Det er i hvert fald meldingen fra Madrids tidligere præsident.

Den spanske klub Real Madrid er uden tvivl lykkelige over at have portugisiske Cristiano Ronaldo i truppen. Sidste år modtog han Ballon d'Or-prisen, ligesom han igen i år er storfavorit, og siden sit skifte til Real Madrid i 2009 har Ronaldo bare hamret mål ind på stribe for Real Madrid. Således var hans mange mål også med til at vinde Champions League i sidste sæson, ligesom han i denne sæson er suveræn topscorer i spanske La Liga.

Men faktisk var han tæt på at ende hos FC Barcelona, fortæller tidligere præsident Roman Calderon, der fra 2006 og frem til januar 2009 var præsident i Real Madrid.

- Han (Ronaldo, red.) var tæt på at komme i 2008. Han ringede til mig og måtte fortælle, at han havde lovet Alex Ferguson at blive i Manchester en sæson mere, fordi han var som en faderfigur for ham. "Jeg kommer næste år", sagde han i telefonen, og han forhandlede en pris på 80 millioner euro på plads selv. Ferguson er besat af Real Madrid, han bryder sig ikke meget om os. Han sagde "nej, Cristiano kan forlade os, men ikke til Real Madrid", fortæller Ramon Calderon ifølge Sky Sports og forklarer videre:

- De tilbød ham i stedet til Barcelona, og de sagde okay til at købe ham for den aftalte pris. Det vigtigste er, at spilleren sagde "nej, jeg vil kun til Madrid", siger Ramon Calderon.

Ramon Calderon fortæller videre, at Ronaldo også var tæt på ikke at komme til Real Madrid, fordi Calderon selv mistede præsidentposten til Florentino Perez, og den nye præsident var tæt på at trække sig fra handlen.

- Da Florentino kom til, ville han afbryde forhandlingerne, fordi han syntes, det var for dyrt. Han vidste, han var en god spiller, men han tænkte, at han (Cristiano Ronaldo, red.) ikke var så mange penge værd. Det var også et problem, han havde med Cristiano, der vidste, at han havde følt det sådan, siger Roman Calderon.

Den tidligere præsident forklarer videre, hvordan han i første omgang troede, det var umuligt at få fat på Cristiano Ronaldo, der blev hentet i 2009 hos den engelske klub Manchester United.

- Det var svært. I den tid, hvor vi forhandlede kontrakten med ham, talte jeg med David Gill (daværende administrerende direktør i Manchester United, red.) om at sælge spilleren, men han sagde bare "nej". De sagde, "vi sælger ikke Cristiano, vi vil ikke slippe ham", hvilket var normalt at sige. Men spilleren ville væk, og vi forhandlede i to år, før det var på plads, siger Ramon Calderon.