Trods Qatar-rygter: Laudrup-flirt med Valencia
Lars Poulsen/Polfoto
La Liga

Trods Qatar-rygter: Laudrup-flirt med Valencia

Klubber fra både Qatar og Spanien er interesserede i Michael Laudrup, hvor enten Valencia eller Al-Rayyan ligner en fremtidig arbejdsgiver.

Al-Rayyan SC fra Qatar skrev i går på sin hjemmeside, at klubben havde skrevet under med Michael Laudrup, men det afviser hovedpersonen. Han har ikke skrevet kontrakt med Al-Rayyan eller nogen anden klub efter sin seneste tid som træner i Lekhwiya, men hans agent, Bayram Tutumlu, flirter på det kraftigste med den spanske traditionsklub Valencia. 

- Laudrup har ikke skrevet under med Al-Rayyan. Vi udelukker ingen, specielt ikke Valencia, som er en stor klub, siger Tutumlu til spanske El Desmarque.

Valencia har en uge til at finde en ny træner efter fyringen af Pako Ayestarán for en uge siden. De spanske regler siger, at en klub skal have fundet en ny træner maksimalt fjorten dage efter en fyring, ellers bliver klubben tiltalt af de spanske fodboldmyndigheder, og den frist udløber tirsdag d. 4 oktober.

Michael Laudrup sagde i går på spansk tv, at han ikke har underskrevet nogen kontrakt med Al-Rayyan, og at klubben må have glemt at fortælle ham, at han bliver deres næste træner.